IRM har i dag offentliggjort undersøgelsen om det danske reklamemarked 2019. Markedet viser en vækst i 2019, men fremgangen fordeles ujævnt, da visse mediegrupper har både relativ og absolut vækst, mens andre fortsætter en negativ udvikling. Samlet blev reklameforbruget i 2019 næsten 14,2 milliarder kroner, hvilket er en vækst på 2% sammenlignet med 2018.
Tilvæksten på reklamemarkedet i 2019 er dermed på linje med udviklingen i både 2017 og 2018. I lighed med tidligere år er digitale kanaler igen lokomotivet på markedet med hensyn til omsætning. Vækstraten for internetreklame blev dog reduceret i 2019. Afmatningen er forventet efter flere år med stærk vækst og en stor markedsandel. 6 ud af 10 annoncekroner tilfalder nu digitale kanaler (61%).
Biograf og outdoor er de to kategorier som udover internetreklame har en positiv udvikling. Samtidigt er det fortsat hårde tider for mange trykte medier, som har den største nedgang. Men udviklingen i 2019 ser noget bedre ud for dagblade og trykte interessemedier i forhold til tidligere år. Også investeringerne i TV- reklame går en anelse tilbage i 2019, men tilbagegangen er mindre end foregående år.
- Vi ser i 2019 fortsat en positiv udvikling for reklameinvesteringer som helhed, kommenterer Madeleine Thor, VD på IRM. Men med Coronakrisen, som nu har ramt verden, kommer tallene for 2020 til at være røde. Reklamemarkedet rammes hårdt ved konjunkturnedgange. Det er erfaringen fra tidligere kriser, at reklameinvesteringer er noget af det første, som annoncører skærer ned på. IRM:s prognose, som kommer til efteråret, vil give en indikation på udviklingen i 2020.
Rapporten kan købes ved at kontakte Danske Medier eller via abonement hos IRM.